Trine er en af Viblands ildsjæle

Interview med Trine Tolstrup
_________________________________

© johann@viborglandsbysammenslutning.dk

Vintermørket har for længst sænket sig over det centrale Viborg. Men denne onsdag aften lyser Borgerhuset Stationen området ved Vægtertorvet op. På førstesalen i bygningen som engang fungerede som politi- og brandstation, er der i ”Salen” fuld gang i Viblands kursus i foreningsregnskab. Omkring 20 ildsjæle har over tre aftener valgt at blive eksperter i foreningsregnskab. En af dem der er mødt op er 32-årige Trine Tolstrup fra Lånum.

Byen som ligger kun fem kilometer fra Stoholm har 91 indbyggere, og samme år som Danmark vandt EM i fodbold lukkede købmanden i Lånum, og i dag er forsamlingshuset byens omdrejningspunkt, og her er Trine Tolstrup kasserer. Mens de fleste kasserer bliver valgt på en generalforsamling og måske endda ved kampvalg, så er det ikke tilfældet for Trine Tolstrup. Hun blev kassemester på en lidt anderledes måde..

  • Det gjorde jeg, fordi dem der tidligere havde siddet i bestyrelsen, var flyttet fra byen, og ønskede ikke længere at sidde i bestyrelsen, og så var der ikke andre end mig i byen, som havde lidt forståelse for regnskab, og så tog jeg den opgave, forklarer Trine Tolstrup.

Det er to år siden hun tog opgaven på sine skuldre, og hun har måtte erkende, at det har været en stor udfordring at få balance i økonomien for byens gamle forsamlingshus, og måden som regnskabet blev ført på, gjorde ikke opgaven nemmere.

  • Det var lidt svært i starten, men det er blevet lidt lettere med tiden. Jeg overtog en gammel kasse og en kortbog, og regnskabet blev ikke ført elektronisk, men det har jeg lavet om til et elektronisk regnskab, så det er blevet nemmere og mere forståligt. Men det var alligevel lidt svært, når man ikke har siddet og lavet foreningsregnskab før, fortæller Trine Tolstrup.

Sammenlignet med sidste år har 2019 egentlig været et godt år for Lånum Forsamlingshus. Indtil nu har forsamlingshuset i år været udlejet 18 gange. Sidste år var forsamlingshuset kun udlejet ni gange. Men trods de mange udlejninger i år er forsamlingshuset økonomi presset.

  • Vi har haft en vandskade i år på 15.000 kr. og vi har haft en ekstra varmeudgift fordi vinduerne har stået åbent på 32.000 kr. Så de overskud vi har lavet på arrangementerne, de er gået til at dække uforudsete udgifter. Så lige nu ser det ikke ret godt ud, fortæller Trine Tolstrup med et dystert blik i øjnene.

Er du nervøs for forsamlingshusets fremtid?

  • Ja, det kan jeg godt være. Hvis vi ikke finder nogle penge nogle steder, så bliver det ikke ved med at gå desværre.

Hvis den lille landsby mister sit forsamlingshus, så frygter det vil få store konsekvenser.

  • Vi er en lille by med et forsamlingshus, som er ved at falde fra hinanden, så vi prøver egentlig bare at holde os oven vande, og lave et så stort overskud som muligt, med nogle forskellige arrangementer vi laver for byen og de få borgere og indbyggere vi har, og uden forsamlingshuset bliver det svært at bevare det fællesskab, konstaterer Trine Tolstrup.

Netop derfor mener Trine Tolstrup, at der mere end nogensinde er brug for Vibland, hvis der skal blive ved med at holdes liv i de små landsbyer i Viborg Kommune.

  • Det er vigtigt, vi husker de små samfund og de små byer. Ude ved os har vi kun vores forsamlingshus, og har vi ikke det, så er landsbyen død. Så er der ikke noget, at komme efter, og vi vil ikke mere have noget sammenhold Derfor synes jeg, det er vigtigt, at Vibland hjælper os til at bibeholde de små steder, og hjælper os til at få hjælp til, hvordan vi kan udvikle os, forklarer Trine Tolstrup.

På den gamle politi- og brandstation i Viborg er kursuset i foreningsregnskab ved at være ved vejs ende, og den 32-årige kasserer fra Lånum, tager en masse nyttig ny viden med sig hjem.

Jeg er blevet klogere på, hvordan man kan gøre regnskabet mere overskueligt for folk udefra, og så har jeg lært et helt nyt program, som gør det nemmere for os. Det har været hyggeligt, sjovt, lærerrigt og spændende, lyder fra Trine Tolstrup.

Hun har allerede tilmeldt sig Viblands kursus i WordPress, hvor kursusdeltagerne lærer at lave deres egen hjemmeside.

Se video med Trine Tolstrup: