Landsbypedeller

I Viborg Kommune har de landsbypedeller – frivillige, som bruger tid på at forskønne deres lokalsamfund.

39 landsbyer fordelt over hele Viborg kommune har udtrykt ønske om at deltage i et pilotprojekt om landsbypedeller. Pedellernes funktion bliver at løse opgaver i lokalområderne, der enten ikke løses i dag eller løses af frivillige.

Interessen for at være med har været størst fra områderne vest for Viborg.

I Ravnstrup holder de byen ren og flot og har eksempelvis sat byens juletræ op.

Det gør de med glæde, men en ting mangler de. De er nemlig ikke forsikrede i modsætning til for eksempel frivillige besøgsvenner. Og det bekymrer dem.

Problemet er, at de ikke kun færdes på kommunens grund. Nogle gange arbejder de eksempelvis på klubhusets område, og så kan forsikringsmyndigheden i princippet bestemme, at klubhusets ejere har forsikringsansvaret.

– Uanset hvor vi er i systemet, så skal vi være forsikrede lige så snart, vi er kommet i vores jakke og tiltrådt som landsbypedeller, siger borgerforeningens formand.

Kommune vil gerne forsikre

Viborg Kommune vil egentlig gerne forsikre de frivillige, men det er en anden myndighed, der i sidste ende bestemmer, om den forsikring dækker, hvis skaden sker.

Afhængigt af hvor de går henne derude, og hvem de arbejder for, så kan det her med forsikring svinge i forhold til, hvem der skal sørge for dem. Hvis forsikringen ikke er på plads, så kan en frivillig komme i klemme, siger Thomas Harbo, forsikrings- og risikokoordinator i Viborg Kommune.

Løsningen kunne ifølge kommunen være, at forsikringsmyndigheden ikke kan så tvivl om, at kommunens forsikring dækker.

– Man kan gå ind og undtage frivilligt arbejde eller titler inden for frivilligt arbejde, hvor man kan pege by pedeller ud og sige, at her er der tale om et stykke arbejde i forhold til kommunen, som kommunen kunne være forsikringspligtige for, siger Thomas Harbo.

Opbakning fra Christiansborg

Den løsning bakker Radikale Venstres beskæftigelsesordfører op om. Samira Nawa vil tage reglerne op på Christiansborg.

– Når nu der er en kommune, der træder til og siger, at de gerne vil tage det fulde forsikringsansvar for landsbypedellerne, uanset hvor i kommunen de befinder sig og uanset, hvilken del af landsbyen de er i gang med at forskønne, så ærgrer det mig, at der er nogle regler, der besværliggør, at det kan ske, siger hun.

Hvis reglerne ikke ændrer sig, har landsbypedellerne i Ravnstrup brug for økonomisk hjælp.

– Hvis vi går ud og forlanger 50 eller 100 kroner mere pr. medlem, fordi vi skal være forsikrede, så er vi bange for, at medlemmerne siger nej, siger Knud Erik Christensen.